Viser opslag med etiketten lactosefri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lactosefri. Vis alle opslag

mandag den 20. juni 2016

Glutenfri, mælkefri ... og kødfri?

En ting er helt at udelade mælkeprodukter og glutenholdige produkter fra ens kost, en anden er at overveje at skære ned på ens forbrug af kød også! Jeg bliver aldrig vegetar eller veganer, til trods for at jeg virkelig godt kan lide deres argumenter for at sortere bl.a. kød ud af deres kost. Men her på det sidste har jeg fundet ud af i hvor høj grad vores "kød-forbrug" er med til at ødelægge den jord vi nu engang bor på og det kan vi da ikke have. I et stykke tid har jeg derfor overvejet og undersøgt hvordan jeg kunne skære ned på kød-forbruget men stadig få den næring jeg har brug for. Problemet med det her er, at kød godt kan synes at være den eneste kilde til at blive fuldkommen mæt når man hverken har brød eller mælkeprodukter til at kompensere for den manglende proteinkilde... 
Dette forblev min opfattelse indtil jeg faldt over en artikel i Iform, hvor de sammenlignede mængden af protein i forskelligt kød overfor forskellige bønner og snacks. Faktisk viste det sig at soyabønnen havde væsentligt mere protein i sig end kødet som var anført som det mest protein-indholdige af al kød. 

Nedenstående lister er fra en artikel fra iform og er målt pr 100 gram: 

Top 10 proteiner i fisk, kød og æg 
Top 10 proteiner i bønner og linser Top 10 proteiner i snacks
Tun: 27 g
Kylling: 26 g
Sardiner: 25 g
Rejer: 24 g
Kalkun: 22 g
Torskerogn: 22 g
Roastbeef: 22 g
Røget laks: 21 g
Helleflynder: 21 g
Æg: 13 g
Soya bønner: 36 g
Røde linser: 27 g
Brune linser: 25 g
Mungbønner: 24 g
Hvide bønner: 21 g
Kikærter: 20 g
Brune bønner: 19 g
Tofu: 8 g
Bønnespirer: 3 g
Grønne bønner: 2 g
Hørfrø: 25 g
Peanuts: 25 g
Peanutbutter: 23 g
Pistacienødder: 21 g
Mandel: 21 g
Cashewnødder: 17 g
Pecannødder: 10 g
Rosiner: 4 g
Tørret figen: 4 g
Tørret abrikos: 3 g


Ydermere, introducerede en god veninde mig for noget der lignede spagetti men var lavet af soja-bønner, hvilket jo resulterede i at der faktisk var utroligt mange proteiner i pr 100 gram. De kan købes i Fakta og hedder: "Økologisk Fettucini lavet af sojabønner". 

Pludselig synes det at være glutenfri og mælkefri, og have kødfrie dage ikke helt umuligt. Nu handler det blot om at finde gode og nemme opskrifter!

To be continued...


mandag den 21. marts 2016

Lækre Glutenfrie og Mælkefrie Amerikanske Pandekager

Jeg elsker amerikanske pandekager og specielt dem her. De er nemme at lave og lækre luftige. Der skal ingen sukker i og kan steges på en pande uden fedt, hvis man er i besiddelse af de der smarte pander hvor man ikke behøver sådan noget som fedt for at lade pandekagerne slippe. Så der er minimeret på det usunde, så man kan fyre godt under siruppen når man spiser dem.

Ingredienser:
3 æg
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
2 tsk vanille.
100 gr boghvedemel (eller andet alternativ).
1,5 dl plantemælk (Soya eller mandelmælk).
Evt 1 tsk kanel og skiveskårne og skrællede æbler.

Fremgangsmåde:
Del æggehvider og æggeblommer ad. Pisk æggehviderne med saltet til skålen kan vendes på hovedet uden at indholdet falder ud. Bland æggeblommer, mælk, bagepulver og vanillesukker sammen i en skål for sig. Vend melen ind i den til den får en flydende men ikke for flydende konsistens og herefter vender man æggehviderne i blandingen. Vend dejen til æggehviderne bliver en del af dejen. Til sidst klatter man dejen på en pande, vender og værså god - så er der amerikanske pandekager.
Hvis du er til lidt ekstra muf og mums kan man med fordel vende 1 tsk kanel i og evt 1-1,5 æble (skrældet og skåret i tynde skiver) i dejen og stege dem på panden. Det gør dem også monster gode!


Alt jeg har tilbage at sige er: Velbekomme.

onsdag den 2. marts 2016

Yndlings Æble- og Peanutbutter-kage

Før jeg skiftede glutenholdige varer og mælkeprodukterne ud var den et hit. Lækker, blød og smushi. En af de nemmeste kager at kaste sammen og blandt andet derfor også min yndlings. Efter er den stadig et hit. Den er ikke ligefrem sund og kan laves både som bradepande eller muffins der kan fryses ned til den dag hvor man skal til en fest der ikke lige har taget hensyn eller ikke kunne overskue det glutenfrie og mælkefrie køkken - hvilket er HELT OK! :)

Jeg har omdannet en opskrift jeg har fundet på dk-kogebogen.dk, som kan findes her.

Ingredienser:
2 æg
180 gr sukker
150 gr mel (jeg tager halvdelen som kokosfibermel (det smager skiiiiide godt!) og den anden halvdel som et hvilket som helst alternativ, evt mandelmel, boghvedemel eller andet glutenfrit alternativ.)
2 tsk bagepulver
1 tsk vanillesukker / 1 vanillestang
2 spsk peanutbutter
250 gr Æbler

Fremgangsmåde:
Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse. Vend peanutbutter, mel, bagepulver og vanillesukker i massen.
Dejen hældes i en bradepande, springform eller muffinforme.
Skræl æblerne, skær dem i tynde både og læg dem i dejen. Sørg for at de kommer HELT NED i bunden af muffinformene eller den form du har valgt. Der må gerne være masser af æble i, men smag og behag.
Drys kanel og derefter sukker over kagen og bag dem i 20-30 min ved 200 grader i en almindelig ovn. Tjek lige om de skal have lidt mere i ovnen før de spises.

Resultat er lækre peanutbutter, kokos, smushi kage. Lækkert!