Religionsforskrækkelse i Danmark?

NOTE: Only in Danish. Jeg vil gerne understrege at dette blogindlæg er meget generaliseret og ment som en provokation, som med en god omgang selvransagelse måske kan sætte spørgsmål ved nogle dobbeltmoralske tendenser der gør sig gældende i det danske samfund. Glæder mig til at høre din holdning.

I Danmark bryster vi os af at have ytringsfrihed. Vi er stolte over den og har bevist, at vi er klar til at gå meget langt for at beskytte den. Men er det virkelig nødvendigt? Går vi for langt i et ønske om at bevare ytringsfriheden? Er den blevet en undskyldning for en ny form for voksen mobning?
Mit problem med ytringsfriheden er ikke ytringsfrihed som sådan, men når en tegning med et yderligtgående budskab bliver kaldt for ytringsfrihed, i virkeligheden skaber vrede blandt en stor del af verdensbefolkningen med et, hvad man kan kalde, meget anderledes religiøst verdensbillede end danskere kender, så begynder jeg at stille spørgsmål ved dens nødvendighed. Når en minoritetsgruppe i Danmark til gengæld giver udtryk for deres religiøse holdninger og dermed gør brug af den ytringsfrihed vi taler om i Danmark, bliver de kaldt for radikaliserede. Hvor er ytringsfriheden så henne?

I Danmark er det meget svært for muslimer at give udtryk for deres holdninger og deres religion uden at få en bemærkning om at være radikal, imod danske værdier og udemokratiske. Men er det kun tilhængere af Islam der bliver mødt med disse holdninger? I Danmark er der mere eller mindre problemer ligeså snart man bunder sit liv og sit verdensbillede i en religion. Nogle religioner mere direkte udtalt end andre. For i Danmark bliver alt ligesom kaldt udansk og udemokratisk ligeså snart man har holdninger om homoseksuelle vielser i folkekirkerne eller abort, bare for at nævne nogle få stykker. Hvis man har en holdning der bunder i værdier der kommer fra en religion og giver udtryk for det i det offentlige, trækker størstedelen af danskerne ofte kortet "Religion er en privatsag" frem og vifter med det foran næsen på en som om, at de gerne må give udtryk for deres holdninger men bunder du dine værdier i de kristne værdisæt skal du holde det for dig selv. Som kristen kan man ikke bare give udtryk for ens holdninger i frygt for at blive overfuset af kollegaer og medstuderende.
            Muslimer er lige i øjeblikket i orkanens øje fordi vi taler meget om radikalisering. Der er stor fokus på hvordan den kan stoppes. En nødvendig tanke, men dette fokus forårsager et større fokus på hvad muslimer egentlig mener. Fokus bliver somme tider, hvordan vi kan ændre det de mener til at hænge mere sammen med danske værdier og demokratiet i stedet for at acceptere forskellige holdninger og den ytringsfrihed vi faktisk siger vi har.

Jeg siger ikke, at hvis der er mennesker - uanset hvilken ideologisk baggrund de har eller uanset hvilken religion de tilhører - som er villig til at ty til voldelige metoder på at angribe Danmark eller et hvilket som helst andet land i verden, at vi ikke skal gøre vores for at stoppe det. Jeg siger ikke at de forsøg på dialog og diskussion mellem mennesker med et radikalt andet verdensbillede ikke er nødvendige. Faktisk mener jeg, at denne dialog også kan hjælpe den almene dansker med måske at blive lidt oplyst om hvordan tingene egentlig hænger sammen. Hvordan et muslimsk eller et kristent verdensbillede hænger sammen.
Jeg kan bare ikke lade være med at undres over, at den 'dialog' og 'accept' den almene dansker med andre ligesindede bliver enige om rundt om spisebordet eller over hækken er radikalt anderledes og skal stoppes, ikke er udtryk for beskyttelse af ytringsfriheden, men måske hellere en ny form for voksen-mobning? Måske, hvis du sad rundt om bordet hos en muslimsk familie eller en kristen familie ville du finde andre holdninger, andre verdensbilleder, andre oplevelser som ikke nødvendigvis fører til død og ødelæggelse. Hvis vi respekterer hinanden, kan vi måske med tiden skabe en ligesindet dialog i Danmark, som hverken har eksisteret med danske muslimer eller danske kristne.

I medierne taler vi om "de der muslimer", vi taler om "de radikale" og terror som om det er tre sider af samme sag. Men måske burde vi tale om et dybere liggende problem som ligger og ulmer under overfladen. Måske skulle vi tale om den manglende respekt for anderledes, og i de fleste danskeres øjne, radikale verdensbilleder der mener noget der står i modsætning til det, der  uudtalt defineres som danske værdier. Måske skulle vi tale om hvordan mange mere eller mindre ubevidst undertrykker hvad de i virkeligheden mener, fordi majoriteten ville overfuse disse holdninger, hvis der blev givet udtryk for de virkelige meninger og holdninger. Måske skulle vi i Danmark forlade utopien om, at alle har 'ytringsfrihed' og ideen om at vi er et mangfoldigt samfund og istedet se i øjnene, at 'danske værdier' og 'demokrati' er blevet følge-ord for en 'ny religion' i Danmark - den nationalistiske forestilling om danskeren, hvor religion bliver anset for at være en privat sag og skal overfuses og nedlægges i ethvert forsøg for det religiøse menneske at blive accepteret for det menneske det nu engang er og ikke blot for den maske denne tager på i hverdagen. At blive forstået. At gøre brug af den ytringsfrihed I danskere siger vi alle har.

Måske skulle I danskere til at acceptere at med kampen for ytringsfrihed, vil der komme radikalt anderledes verdensbilleder frem som ikke nødvendigvis altid stemmer overens med det verdensbillede I forbinder ytringsfriheden med.

For i sidste ende står spørgsmålet tilbage: Er det virkelig så slemt at være radikalt anderledes end det de fleste danskere synes at stå for? Hvis en minoritet af den danske befolkning ikke nødvendigvis går ind for krig, vold, ødelæggelse og antidemokratiske handlinger, men stadig har et verdensbillede som er radikalt i forhold til det almene verdensbillede, hvorfor skal dette så bekæmpes? Hvorfor må de ikke være dem de er i fred og ro? De gør os jo ikke noget?

Lever vi ikke i et frit land?