When my desire for junk becomes my self image.

"Today is going to be the day. The day of my new beginning."

This is how I begin my mornings; Thinking that today is the day I get rid of my need for unhealthy food. But then I laugh ironically at myself. Because at the end of the day nothing changes. At the end of the day when the darkness is closing in and my mind becomes dark and twisted. Those hours I remember, that my father aren't here anymore. I remember the feeling I have in me, because of the loss I've experienced. Or the feeling I get, when I stand in front of a mirror naked looking at my body. I hate every bid of it. I always have. Ever since I grew up and became adult I have hated my body. 

Not that I could ever consider stop eating altogether to loose weight. I want to be healthy. I want to be able to go through a grocery store and think of the lovely taste of the fruit and all what is healthy and not let the taste of the unhealthy food take over. Besides I love food TO MUCH to ever consider stop eating completely. 

It's not an addiction per ce. It's just the feeling I get when I have the taste in my mouth. I forget for a short moment how alone, unwanted, and unloved I actually feel. This is my fight. This has been a fight I've fought for a long time. I've just never told anyone. I've never spoken up about it. Because when I've tried, my very skinny friends have always told my how "they know how I feel, because they feel fat too" or "Oh no, you don't need to loose weight. You're soo skinny." But I feel a bit backstapped myself when I look at a graph which tells me, according to my weight and hight, that I am overweight (not critically). That's when the feeling of being misunderstood is put into the mixture of low self-esteem. I've worked too hard on my self-esteem to let this be another element in the mountain of selfimages I have to destroy. 

So what about the future? When I look in the mirror in the future, I don't want to see a model-like skinny girl. That will not satisfy me, because I know that will be the easy way out. The pictures of models on the internet or the commercials makes them look so unhealthy. So skinny. I don't want to look like that. I want to look healthy. Like someone who is working out regularly and eats well. 

Until now I've been able to stand my ground by dressing according to my size. I have become a bit of an expert in finding cloth I feel comfortable in and cloth that hides the parts of my body I'm not proud of. Which I guess is a good thing. But now I want to take the next step. 

I've therefore, bought access to a page on the internet, which is going to make me more conscious about what I eat. I already exercise regularly I just have to maintain that. So this is my lifealtering moment. 

About my more emotional and psychological side, I am going to spend time digging deeper into my own selfimages to find a way out of this, still remaining healthy both physically and mentally. 

One your marks - get set - GO!

Når en introvert bliver misforstået af, og selv misforstår, en ekstrovert verden

Hun ser på mig med sorg i øjnene. Jeg har såret hende ved at sige sandheden: Svaret på hendes spørgsmål. Hun spurgte mig 5 minutter tidligere over kaffen og morgenmaden, hvem jeg lader bedst op med. Hun ville jeg skulle sige "hende". Hun ønskede kærlig omsorg fra veninden, at jeg understøtter hendes pointe her til morgen og stadig ønsker hun den hudærlige fortrolighed som bygger videre på vores allerede nære venskab. Men hvordan kan jeg sige det, når det ikke er sandheden? Hvordan kan jeg give hende det hun vil have og stadig være tro mod mig selv? I stedet fortæller jeg hende sandheden. "Jeg lader ikke op sammen med nogen". Hun ser på mig med sorg i øjnene og hører slet ikke den kærlighed der ligger i det jeg faktisk siger til hende. For jeg siger ikke at jeg ikke holder af hende. Hun hører slet ikke, hvad jeg egentlig siger. Jeg siger til hende, at jeg ikke lader op med hende, men fordi jeg holder af hende, bruger jeg min tid sammen med hende alligevel. 

Sådan er mit introverte møde med den ekstroverte verden ofte. Ofte resulteret i misforståelser, forventninger som aldrig bliver mødt og smerte som det aldrig var meningen nogen skulle påføres. Jeg bliver misforstået - og misforstår. Jeg møder ofte ikke forventningerne mine ekstroverte venner har til mig og de møder ofte heller ikke mine. Jeg bliver påført smerte, de ikke selv troede var en smerte - men ligeså den anden vej. 

Men hvad er det med ekstroverte og deres evigt forandrende liv! Er nu og her ikke godt nok? Skal man altid se flere timer forud for at sikre sig at dagen byder på spændene selskab? Er der noget galt med mit? Det selskab du sidder i nu og her? Hvad er der med ekstroverte og at toilet-døren næsten altid skal være åben - lige meget hvad de laver derude! Skal vi også snakke imens du er i bad? Og jeg som troede, jeg kunne få noget ro til lige at følge med. Hvad er der med ekstroverte og deres evigt tilbagevendende spørgsmål! Var det ikke et spørgsmål jeg svarede for flere år siden? Lægger du ikke mærke til mig? Hører du mig ikke?  

Fra jeg var barn, var det som om verden omkring mig fortalte at jeg var mærkelig. Jeg kunne aldrig forstå hvordan mine venner kunne blive ved med at tale sammen. Syntes at finde kærester ved at snakke sammen - være sammen. Dem der fik den fyr i klassen, var ofte dem der talte mest.  Det var ofte dem der fik de fede jobs. Det var ofte dem der havde de fede, "ulovlige" natpartys. I starten prøvede jeg at tilpasse mig, hvilket aldrig førte til at jeg var tilpas i min egen krop. Senere gav jeg op, hvilket førte til at jeg fandt ud af, hvorfor jeg aldrig kunne føle mig tilpas. Jeg kunne ikke føle mig tilpas i en verden, hvor alle synes at være sammen med nogen 24-7. Jeg har brug for ro og fred. Jeg har brug for at lade op, for at kunne hænge ud og være sammen med andre omkring mig. Jeg accepterede den jeg var og har aldrig døjet med usikkerhed på den her måde før. - dog dukker den op, når jeg møder misforståelserne i den ekstroverte verden, når jeg ikke føler der er plads for en som mig. Jeg møder den i min misforstået opfattelse i den ekstroverte verden. For selv en introvert som mig kan misforstå alle de fantastisk gode intentioner denne ekstroverte verden har at byde på.  

The never ending conflict.

                  Israel har altid haft en speciel plads i mit hjerte. Efter 3 måneders bibelundervisning i landet og jeg var solgt. Jeg har været flere gange i landet og hver gang har jeg oplevet noget nyt. Denne sommer pakkede jeg igen tasken og rejste til det land jeg holder så meget af, denne gang med følge af min lillebror. I en hel måned udforskede vi landet og nød at udforske som de turister vi nu var. Ligesom vi kom hjem, optrappedes konflikten mellem Israel og Gaza. En forfærdelig konflikt som har kostet mange livet og har berørt mange mennesker alle sider af grænserne. Blot to uger efter denne ellers fantastiske tur, pakkede jeg endnu engang tasken, men denne gang med næsen mod Jordan. Et land der langsomt sneg sig ind i mit hjerte og blev der. På dette tidspunkt var der fuld gang i konflikten blot et par hundrede kilometer fra Jordan og det berørte mange af de mennesker jeg mødte og lærte at kende i Jordan - bare på en lidt anden måde end jeg før har måtte lægge øre til. Jeg mødte mennesker som udtrykte had og fjendtlighed overfor Israel og alle jøder. Men jeg mødte også en som udtrykte medmenneskelighed og næstekærlighed, til trods for at hun ikke havde mødt andet end had den anden vej fra.
                   Efter mit bibelskole ophold i Israel i 2008, har min facebook-side altid været fyldt med folks post som havde sympati for Israel. Noget jeg egentlig ikke som sådan havde bidt mærke i efter min tur til Jordan. I Jordan gik det op for mig, hvor stor en magt facebooks sider kan have. I hvor høj grad folks ellers uskyldige post med deres meninger kan fastholde en konflikt - ikke blot mellem to lande, men også mellem mennesker i hele verden. Det gik op for mig, hvad der faktisk stod i disse statusopdateringer både på den ene og den anden side af konflikten.
                   Flere ting kom derefter til at lægge mig på hjertet. Da jeg så alle de fjendske beskeder, fra Palæstina-sympatisører og Israel-sympatisører, kom jeg til at tænke på i hvor høj grad alle disse statusopdateringer er med til at fastholde den fjendske tone. Hvis du forestiller dig en facebook-profil, det er sådan set ligemeget hvilken side ejeren af profilen er på, men det vigtige er at denne person ikke har gjort sin profil privat. Det vil sige at hvis en ven af denne person liker eller kommenterer dennes statusopdateringer kan vennens venner se disse opdateringer. Hvis du så forestiller dig en overskrift til statusopdateringen besidder ordene "There has never been a Palestinian state" eller "Israel - die", kan man så bebrejde fjendske kommentarer eller at nogle bliver forarget? Begge dele fortæller forskellige folkeslag at de ikke eksisterer eller at de bare skal dø. Hvis jeg fik det at vide, ville jeg blive ked af det, men også vred og såret. Jeg ville holde med dem, som støttede mig. Jeg ville sikkert gå så langt som at poste ting og like ting som udtrykte sig fjendligt overfor den anden part. Derved ville jeg være med til at fastholde en konflikt og en fjendtlig tone. Hvilket i bund og grund er så frygteligt nemt over facebook. Man sidder ikke foran mennesker der bliver såret, men foran en computerskærm, hvor man ikke behøver at stå til ansvar for noget. Man bliver ikke konfronteret med andre sårede mennesker. Man kan sige alt uden filter.
                   Jeg er opvokset i en kristen familie. Ikke nok med at jeg har hørt om Israel-Palæstina konflikten og hørt historier fra bibelen hele min barndom, jeg er også oplært i begreber som "næstekærlighed", "Gud elsker alle mennesker", "behandl andre som du selv vil behandles" og "medmenneskelighed" - ikke alle taget ud af en kristen kontekst. Men hvad næstekærligt er der egentlig i at fortælle det palæstinensiske folk at der aldrig burde have været en stat til dem? Hvad næste-kærligt er der i at pege fingre af andre og holde med "den rigtige side" af konflikten? At være kristen handler, i mit hoved, ikke om at holde med de rigtige og vise "sandheden" om hvordan verdenen egentlig burde se ud for alle andre, der ikke holder med de rigtige. For mig handler det at være kristen ikke om at bevare en konflikt, det handler om at være den første til at stoppe. Til at vise andre den kærlighed, jeg selv møder hos Gud, hver gang jeg møder Gud i mit liv. Det handler om at vise den næste-kærlighed som Gud viser mig i hans ord.
                  Jeg prøver ikke at sige, at man ikke har ret til at have sine egne holdninger og give udtryk for dem. Det jeg prøver er, at tale for næstekærlighed og medmenneskelighed istedet for at være med til at bibevare en konflikt som har fået nye højder. Jeg prøver at spørge dig, som lige nu sidder omme bag skærmen og læser med, er det du poster på facebook med til at skabe klarhed og kærlighed og fred? Eller er det med til at skabe konflikt, krig og had? Jeg kan forstå at det der med at "vende den anden kind til" gør ondt. Men hvis vi bliver ved med at skrive fjendtlige ord til hinanden, hvor stopper det så? Hvor kommer kærlighed og respekt for forskellighed egentlig ind? Den kan først få plads, når nogle stopper for kommentarer og opdateringer som bidrager til konflikter. Og burde kristne mennesker egentlig ikke være de første til at elske, til trods for forskellighed? Burde vi kristne ikke være de første til at erstatte krig og had med næstekærlighed og medmenneskelighed? Vi som selv har fået en uendelig kærlighed at mærke, burde vi ikke give det videre?