Viser opslag med etiketten israel-palæstina konflikten. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten israel-palæstina konflikten. Vis alle opslag

søndag den 13. marts 2016

Reklamer jeg indrømmer at se til ende HVER GANG! (Only in Danish)

Som jeg sidder her, halv liggende eller halv slumrende i min lækre lænestol med et udefinerbart falsk skin fra IKEA og venter i den laaaange kø på skat for at komme ind og se min årsopgørelse, kan jeg ligeså godt gøre min overspringshandling komplet med en lille smule blogging. For selvom tidsrammen for at komme ind og se hvad dommen er med de der skattepapirer jeg aldrig rigtig fatter alligevel er "over en time", er jeg stadig en af de der mange danskere der egentlig gerne lige vil vide om jeg nu er så heldig at skulle have penge tilbage i skat. For det ville virkelig være fantastisk, selvom jeg har svært ved at se hvor jeg i det forgangne år skulle have betalt for meget i skat.

Under en af mine yndlings overspringshandlinger - at se tegnefilm - er jeg faldet jeg så geniale reklamer der ikke fik mig til at presse irriteret på "spring over"-knappen, og de skal deles. Sådan er det. Så her er der et uddrag af de reklamer jeg bliver nødt til at se til ende når de dukker op.

1. Cillit Bang's nyeste reklame med dansende øjenguf
Normalt skærer jeg ansigt af en dårligt synkroniserede Cillit Bang reklame, men at sætte en lækker gut til at danse til et lækkert beat imens han på mirakuløs vis for gjort et helt værksted rent er liiige noget for mig. Jeg løber gerne ned i det lokale supermarked, og det i rask gallop - hvis gutten altså følger med, så jeg kan sidde med popcorn i min lænestol og nyde Hr Øjenguf imens han i umulige krumspring rengør lejligheden. Mums.







2. Tulips reklamer med dyr der ikke helt svarer det der forventes
En anden reklame der i min verden er langt fra tidsfordriv er Tulips reklamer hvor dyr spiller smagsdommere af deres "nye" og forbedrede produkter. 


Specielt den nemt distraherede krokodille er et hit i min verden. Stakkels rapporter der egentlig bare vil have at vide hvor godt pålægget smager fra en kød-elsker der ikke har nemt ved at bevare fokus.


"Scheise".



3. SodaStream - Israelere og Palæstinensere der arbejder side om side

For det første tog det mig flere timer at finde den her reklame, som jeg for nylig så rent tilfældigt på youtube. For det andet er jeg normalt ikke til de store Hollywood-lignende reklamer der fylder modtager med alle mulige underlige forestillinger om verdenen. Men den her må jeg indrømme, at jeg håber ikke er at finde under "Hollywood-titlen". Den bryder med alle vores vestlige forestillinger om Israel-Palæstina konflikten mere eller mindre og så mindede den mig om en sprogfilm jeg så på et tidspunkt, hvor jeg skulle høre hvad personerne sagde på arabisk.

onsdag den 10. september 2014

The never ending conflict.

                  Israel har altid haft en speciel plads i mit hjerte. Efter 3 måneders bibelundervisning i landet og jeg var solgt. Jeg har været flere gange i landet og hver gang har jeg oplevet noget nyt. Denne sommer pakkede jeg igen tasken og rejste til det land jeg holder så meget af, denne gang med følge af min lillebror. I en hel måned udforskede vi landet og nød at udforske som de turister vi nu var. Ligesom vi kom hjem, optrappedes konflikten mellem Israel og Gaza. En forfærdelig konflikt som har kostet mange livet og har berørt mange mennesker alle sider af grænserne. Blot to uger efter denne ellers fantastiske tur, pakkede jeg endnu engang tasken, men denne gang med næsen mod Jordan. Et land der langsomt sneg sig ind i mit hjerte og blev der. På dette tidspunkt var der fuld gang i konflikten blot et par hundrede kilometer fra Jordan og det berørte mange af de mennesker jeg mødte og lærte at kende i Jordan - bare på en lidt anden måde end jeg før har måtte lægge øre til. Jeg mødte mennesker som udtrykte had og fjendtlighed overfor Israel og alle jøder. Men jeg mødte også en som udtrykte medmenneskelighed og næstekærlighed, til trods for at hun ikke havde mødt andet end had den anden vej fra.
                   Efter mit bibelskole ophold i Israel i 2008, har min facebook-side altid været fyldt med folks post som havde sympati for Israel. Noget jeg egentlig ikke som sådan havde bidt mærke i efter min tur til Jordan. I Jordan gik det op for mig, hvor stor en magt facebooks sider kan have. I hvor høj grad folks ellers uskyldige post med deres meninger kan fastholde en konflikt - ikke blot mellem to lande, men også mellem mennesker i hele verden. Det gik op for mig, hvad der faktisk stod i disse statusopdateringer både på den ene og den anden side af konflikten.
                   Flere ting kom derefter til at lægge mig på hjertet. Da jeg så alle de fjendske beskeder, fra Palæstina-sympatisører og Israel-sympatisører, kom jeg til at tænke på i hvor høj grad alle disse statusopdateringer er med til at fastholde den fjendske tone. Hvis du forestiller dig en facebook-profil, det er sådan set ligemeget hvilken side ejeren af profilen er på, men det vigtige er at denne person ikke har gjort sin profil privat. Det vil sige at hvis en ven af denne person liker eller kommenterer dennes statusopdateringer kan vennens venner se disse opdateringer. Hvis du så forestiller dig en overskrift til statusopdateringen besidder ordene "There has never been a Palestinian state" eller "Israel - die", kan man så bebrejde fjendske kommentarer eller at nogle bliver forarget? Begge dele fortæller forskellige folkeslag at de ikke eksisterer eller at de bare skal dø. Hvis jeg fik det at vide, ville jeg blive ked af det, men også vred og såret. Jeg ville holde med dem, som støttede mig. Jeg ville sikkert gå så langt som at poste ting og like ting som udtrykte sig fjendligt overfor den anden part. Derved ville jeg være med til at fastholde en konflikt og en fjendtlig tone. Hvilket i bund og grund er så frygteligt nemt over facebook. Man sidder ikke foran mennesker der bliver såret, men foran en computerskærm, hvor man ikke behøver at stå til ansvar for noget. Man bliver ikke konfronteret med andre sårede mennesker. Man kan sige alt uden filter.
                   Jeg er opvokset i en kristen familie. Ikke nok med at jeg har hørt om Israel-Palæstina konflikten og hørt historier fra bibelen hele min barndom, jeg er også oplært i begreber som "næstekærlighed", "Gud elsker alle mennesker", "behandl andre som du selv vil behandles" og "medmenneskelighed" - ikke alle taget ud af en kristen kontekst. Men hvad næstekærligt er der egentlig i at fortælle det palæstinensiske folk at der aldrig burde have været en stat til dem? Hvad næste-kærligt er der i at pege fingre af andre og holde med "den rigtige side" af konflikten? At være kristen handler, i mit hoved, ikke om at holde med de rigtige og vise "sandheden" om hvordan verdenen egentlig burde se ud for alle andre, der ikke holder med de rigtige. For mig handler det at være kristen ikke om at bevare en konflikt, det handler om at være den første til at stoppe. Til at vise andre den kærlighed, jeg selv møder hos Gud, hver gang jeg møder Gud i mit liv. Det handler om at vise den næste-kærlighed som Gud viser mig i hans ord.
                  Jeg prøver ikke at sige, at man ikke har ret til at have sine egne holdninger og give udtryk for dem. Det jeg prøver er, at tale for næstekærlighed og medmenneskelighed istedet for at være med til at bibevare en konflikt som har fået nye højder. Jeg prøver at spørge dig, som lige nu sidder omme bag skærmen og læser med, er det du poster på facebook med til at skabe klarhed og kærlighed og fred? Eller er det med til at skabe konflikt, krig og had? Jeg kan forstå at det der med at "vende den anden kind til" gør ondt. Men hvis vi bliver ved med at skrive fjendtlige ord til hinanden, hvor stopper det så? Hvor kommer kærlighed og respekt for forskellighed egentlig ind? Den kan først få plads, når nogle stopper for kommentarer og opdateringer som bidrager til konflikter. Og burde kristne mennesker egentlig ikke være de første til at elske, til trods for forskellighed? Burde vi kristne ikke være de første til at erstatte krig og had med næstekærlighed og medmenneskelighed? Vi som selv har fået en uendelig kærlighed at mærke, burde vi ikke give det videre?