Israel har altid haft en speciel plads i mit hjerte. Efter 3 måneders bibelundervisning i landet og jeg var solgt. Jeg har været flere gange i landet og hver gang har jeg oplevet noget nyt. Denne sommer pakkede jeg igen tasken og rejste til det land jeg holder så meget af, denne gang med følge af min lillebror. I en hel måned udforskede vi landet og nød at udforske som de turister vi nu var. Ligesom vi kom hjem, optrappedes konflikten mellem Israel og Gaza. En forfærdelig konflikt som har kostet mange livet og har berørt mange mennesker alle sider af grænserne. Blot to uger efter denne ellers fantastiske tur, pakkede jeg endnu engang tasken, men denne gang med næsen mod Jordan. Et land der langsomt sneg sig ind i mit hjerte og blev der. På dette tidspunkt var der fuld gang i konflikten blot et par hundrede kilometer fra Jordan og det berørte mange af de mennesker jeg mødte og lærte at kende i Jordan - bare på en lidt anden måde end jeg før har måtte lægge øre til. Jeg mødte mennesker som udtrykte had og fjendtlighed overfor Israel og alle jøder. Men jeg mødte også en som udtrykte medmenneskelighed og næstekærlighed, til trods for at hun ikke havde mødt andet end had den anden vej fra.
Efter mit bibelskole ophold i Israel i 2008, har min facebook-side altid været fyldt med folks post som havde sympati for Israel. Noget jeg egentlig ikke som sådan havde bidt mærke i efter min tur til Jordan. I Jordan gik det op for mig, hvor stor en magt facebooks sider kan have. I hvor høj grad folks ellers uskyldige post med deres meninger kan fastholde en konflikt - ikke blot mellem to lande, men også mellem mennesker i hele verden. Det gik op for mig, hvad der faktisk stod i disse statusopdateringer både på den ene og den anden side af konflikten.
Flere ting kom derefter til at lægge mig på hjertet. Da jeg så alle de fjendske beskeder, fra Palæstina-sympatisører og Israel-sympatisører, kom jeg til at tænke på i hvor høj grad alle disse statusopdateringer er med til at fastholde den fjendske tone. Hvis du forestiller dig en facebook-profil, det er sådan set ligemeget hvilken side ejeren af profilen er på, men det vigtige er at denne person ikke har gjort sin profil privat. Det vil sige at hvis en ven af denne person liker eller kommenterer dennes statusopdateringer kan vennens venner se disse opdateringer. Hvis du så forestiller dig en overskrift til statusopdateringen besidder ordene "There has never been a Palestinian state" eller "Israel - die", kan man så bebrejde fjendske kommentarer eller at nogle bliver forarget? Begge dele fortæller forskellige folkeslag at de ikke eksisterer eller at de bare skal dø. Hvis jeg fik det at vide, ville jeg blive ked af det, men også vred og såret. Jeg ville holde med dem, som støttede mig. Jeg ville sikkert gå så langt som at poste ting og like ting som udtrykte sig fjendligt overfor den anden part. Derved ville jeg være med til at fastholde en konflikt og en fjendtlig tone. Hvilket i bund og grund er så frygteligt nemt over facebook. Man sidder ikke foran mennesker der bliver såret, men foran en computerskærm, hvor man ikke behøver at stå til ansvar for noget. Man bliver ikke konfronteret med andre sårede mennesker. Man kan sige alt uden filter.
Jeg er opvokset i en kristen familie. Ikke nok med at jeg har hørt om Israel-Palæstina konflikten og hørt historier fra bibelen hele min barndom, jeg er også oplært i begreber som "næstekærlighed", "Gud elsker alle mennesker", "behandl andre som du selv vil behandles" og "medmenneskelighed" - ikke alle taget ud af en kristen kontekst. Men hvad næstekærligt er der egentlig i at fortælle det palæstinensiske folk at der aldrig burde have været en stat til dem? Hvad næste-kærligt er der i at pege fingre af andre og holde med "den rigtige side" af konflikten? At være kristen handler, i mit hoved, ikke om at holde med de rigtige og vise "sandheden" om hvordan verdenen egentlig burde se ud for alle andre, der ikke holder med de rigtige. For mig handler det at være kristen ikke om at bevare en konflikt, det handler om at være den første til at stoppe. Til at vise andre den kærlighed, jeg selv møder hos Gud, hver gang jeg møder Gud i mit liv. Det handler om at vise den næste-kærlighed som Gud viser mig i hans ord.
Jeg prøver ikke at sige, at man ikke har ret til at have sine egne holdninger og give udtryk for dem. Det jeg prøver er, at tale for næstekærlighed og medmenneskelighed istedet for at være med til at bibevare en konflikt som har fået nye højder. Jeg prøver at spørge dig, som lige nu sidder omme bag skærmen og læser med, er det du poster på facebook med til at skabe klarhed og kærlighed og fred? Eller er det med til at skabe konflikt, krig og had? Jeg kan forstå at det der med at "vende den anden kind til" gør ondt. Men hvis vi bliver ved med at skrive fjendtlige ord til hinanden, hvor stopper det så? Hvor kommer kærlighed og respekt for forskellighed egentlig ind? Den kan først få plads, når nogle stopper for kommentarer og opdateringer som bidrager til konflikter. Og burde kristne mennesker egentlig ikke være de første til at elske, til trods for forskellighed? Burde vi kristne ikke være de første til at erstatte krig og had med næstekærlighed og medmenneskelighed? Vi som selv har fået en uendelig kærlighed at mærke, burde vi ikke give det videre?
