Introverted thinking

I always found the sound of rain on my window amazingly calming. Just laying in bed listening to the rain fall down surrounded by my lovely pillow and blanket, knowing I am protected. This evening I am sitting with windows open just listening to the rain fall heavily on the asphalt and letting the new air in. The smell of rain is just fresh, new, a tad chilly. As if the cold broke through the wall of heat and let in new air. Like I can breath again.

I guess it is moments like these I treasure the most. Sitting with candy or a glass of redwine enjoying the new air breaking through the atmosphere. Allowing myself to think whatever I like and not having to answer to anyone or anything. Recharging my batteries for the weekend - so to speak. This weekend I am going to see a group of amazing friends, watch movies all weekend and eat some amazing food. Not that I am not looking forward to it. I do. I am looking forward to having my "social-batteries" recharged. It just only feels like that my "alone-batteries" needs recharging a lot more often than my "social"-ones.

I've always felt this way, it was just first as an adult I came to accept it. Accept that it was ok to be an introvert in an extrovert world. That it was ok to be awkward in large crowds. Sometimes me being awkward tend to look like I don't want to be approached. Talked to. It's not really the case. I am just not that good at talking in groups. So if you see me curled up in a corner, don't think that I don't want to talk or anything. I do. Just only to you and not 20 of your friends as well.

Anyway, as I sit here enjoying the sound of thunder fading away while philosophising on being introvert, a eagerness begins to emerge. A joy that I get to see some of my closest friends this weekend. I just needed the space. Time. And loneliness.


Being alone is not always a dangerous thing. Sometimes it is necessary I guess.

Når en introvert bliver misforstået af, og selv misforstår, en ekstrovert verden

Hun ser på mig med sorg i øjnene. Jeg har såret hende ved at sige sandheden: Svaret på hendes spørgsmål. Hun spurgte mig 5 minutter tidligere over kaffen og morgenmaden, hvem jeg lader bedst op med. Hun ville jeg skulle sige "hende". Hun ønskede kærlig omsorg fra veninden, at jeg understøtter hendes pointe her til morgen og stadig ønsker hun den hudærlige fortrolighed som bygger videre på vores allerede nære venskab. Men hvordan kan jeg sige det, når det ikke er sandheden? Hvordan kan jeg give hende det hun vil have og stadig være tro mod mig selv? I stedet fortæller jeg hende sandheden. "Jeg lader ikke op sammen med nogen". Hun ser på mig med sorg i øjnene og hører slet ikke den kærlighed der ligger i det jeg faktisk siger til hende. For jeg siger ikke at jeg ikke holder af hende. Hun hører slet ikke, hvad jeg egentlig siger. Jeg siger til hende, at jeg ikke lader op med hende, men fordi jeg holder af hende, bruger jeg min tid sammen med hende alligevel. 

Sådan er mit introverte møde med den ekstroverte verden ofte. Ofte resulteret i misforståelser, forventninger som aldrig bliver mødt og smerte som det aldrig var meningen nogen skulle påføres. Jeg bliver misforstået - og misforstår. Jeg møder ofte ikke forventningerne mine ekstroverte venner har til mig og de møder ofte heller ikke mine. Jeg bliver påført smerte, de ikke selv troede var en smerte - men ligeså den anden vej. 

Men hvad er det med ekstroverte og deres evigt forandrende liv! Er nu og her ikke godt nok? Skal man altid se flere timer forud for at sikre sig at dagen byder på spændene selskab? Er der noget galt med mit? Det selskab du sidder i nu og her? Hvad er der med ekstroverte og at toilet-døren næsten altid skal være åben - lige meget hvad de laver derude! Skal vi også snakke imens du er i bad? Og jeg som troede, jeg kunne få noget ro til lige at følge med. Hvad er der med ekstroverte og deres evigt tilbagevendende spørgsmål! Var det ikke et spørgsmål jeg svarede for flere år siden? Lægger du ikke mærke til mig? Hører du mig ikke?  

Fra jeg var barn, var det som om verden omkring mig fortalte at jeg var mærkelig. Jeg kunne aldrig forstå hvordan mine venner kunne blive ved med at tale sammen. Syntes at finde kærester ved at snakke sammen - være sammen. Dem der fik den fyr i klassen, var ofte dem der talte mest.  Det var ofte dem der fik de fede jobs. Det var ofte dem der havde de fede, "ulovlige" natpartys. I starten prøvede jeg at tilpasse mig, hvilket aldrig førte til at jeg var tilpas i min egen krop. Senere gav jeg op, hvilket førte til at jeg fandt ud af, hvorfor jeg aldrig kunne føle mig tilpas. Jeg kunne ikke føle mig tilpas i en verden, hvor alle synes at være sammen med nogen 24-7. Jeg har brug for ro og fred. Jeg har brug for at lade op, for at kunne hænge ud og være sammen med andre omkring mig. Jeg accepterede den jeg var og har aldrig døjet med usikkerhed på den her måde før. - dog dukker den op, når jeg møder misforståelserne i den ekstroverte verden, når jeg ikke føler der er plads for en som mig. Jeg møder den i min misforstået opfattelse i den ekstroverte verden. For selv en introvert som mig kan misforstå alle de fantastisk gode intentioner denne ekstroverte verden har at byde på.