Når en introvert bliver misforstået af, og selv misforstår, en ekstrovert verden

Hun ser på mig med sorg i øjnene. Jeg har såret hende ved at sige sandheden: Svaret på hendes spørgsmål. Hun spurgte mig 5 minutter tidligere over kaffen og morgenmaden, hvem jeg lader bedst op med. Hun ville jeg skulle sige "hende". Hun ønskede kærlig omsorg fra veninden, at jeg understøtter hendes pointe her til morgen og stadig ønsker hun den hudærlige fortrolighed som bygger videre på vores allerede nære venskab. Men hvordan kan jeg sige det, når det ikke er sandheden? Hvordan kan jeg give hende det hun vil have og stadig være tro mod mig selv? I stedet fortæller jeg hende sandheden. "Jeg lader ikke op sammen med nogen". Hun ser på mig med sorg i øjnene og hører slet ikke den kærlighed der ligger i det jeg faktisk siger til hende. For jeg siger ikke at jeg ikke holder af hende. Hun hører slet ikke, hvad jeg egentlig siger. Jeg siger til hende, at jeg ikke lader op med hende, men fordi jeg holder af hende, bruger jeg min tid sammen med hende alligevel. 

Sådan er mit introverte møde med den ekstroverte verden ofte. Ofte resulteret i misforståelser, forventninger som aldrig bliver mødt og smerte som det aldrig var meningen nogen skulle påføres. Jeg bliver misforstået - og misforstår. Jeg møder ofte ikke forventningerne mine ekstroverte venner har til mig og de møder ofte heller ikke mine. Jeg bliver påført smerte, de ikke selv troede var en smerte - men ligeså den anden vej. 

Men hvad er det med ekstroverte og deres evigt forandrende liv! Er nu og her ikke godt nok? Skal man altid se flere timer forud for at sikre sig at dagen byder på spændene selskab? Er der noget galt med mit? Det selskab du sidder i nu og her? Hvad er der med ekstroverte og at toilet-døren næsten altid skal være åben - lige meget hvad de laver derude! Skal vi også snakke imens du er i bad? Og jeg som troede, jeg kunne få noget ro til lige at følge med. Hvad er der med ekstroverte og deres evigt tilbagevendende spørgsmål! Var det ikke et spørgsmål jeg svarede for flere år siden? Lægger du ikke mærke til mig? Hører du mig ikke?  

Fra jeg var barn, var det som om verden omkring mig fortalte at jeg var mærkelig. Jeg kunne aldrig forstå hvordan mine venner kunne blive ved med at tale sammen. Syntes at finde kærester ved at snakke sammen - være sammen. Dem der fik den fyr i klassen, var ofte dem der talte mest.  Det var ofte dem der fik de fede jobs. Det var ofte dem der havde de fede, "ulovlige" natpartys. I starten prøvede jeg at tilpasse mig, hvilket aldrig førte til at jeg var tilpas i min egen krop. Senere gav jeg op, hvilket førte til at jeg fandt ud af, hvorfor jeg aldrig kunne føle mig tilpas. Jeg kunne ikke føle mig tilpas i en verden, hvor alle synes at være sammen med nogen 24-7. Jeg har brug for ro og fred. Jeg har brug for at lade op, for at kunne hænge ud og være sammen med andre omkring mig. Jeg accepterede den jeg var og har aldrig døjet med usikkerhed på den her måde før. - dog dukker den op, når jeg møder misforståelserne i den ekstroverte verden, når jeg ikke føler der er plads for en som mig. Jeg møder den i min misforstået opfattelse i den ekstroverte verden. For selv en introvert som mig kan misforstå alle de fantastisk gode intentioner denne ekstroverte verden har at byde på.